Jeg indrømmer det blankt! Jeg elsker fester og festpynt af alle afskygninger. Derfor går jeg også rigtig meget op i at pynte op til alle vores festlige lejligheder herhjemme, og i weekenden tog jeg en chance lidt ud over det sædvanlige! Min kære mand Michael fyldte nemlig 40, og af en eller anden grund synes han, det er helt forfærdeligt at være ude af 30’erne!
Jeg er selv 42, og synes jo, vi er i vores bedste alder! Børnene er blevet så store nu, at vi rent faktisk kan få vores søvn. Og så trykker alderen da ikke mere, end at man kan tage den ekstra yogatime, når leddene er stive mandag morgen – og spare det ekstra glas vin eller to til kærestehyggen lørdag aften for at undgå de famøse 72 timers tømmermænd!
Men Michael føler altså, at hans ungdom er helt forbi – så for at tage lidt pis på ham og samtidig løfte stemningen lidt, besluttede jeg at overraske ham med det vildeste ballontema! Han gamle venner var med på den, da jeg ringede rundt. De var udmærket klar over at balloner til fest var the shit – nu skulle vi bare se, hvordan Michael ville reagere!
”Det er vi da alt for gamle til skat??”
Forestil jer lige Michaels ansigt, da han kom ind til sin runde 40 års fødselsdag, og hele huset var fyldt med balloner i bedste børnefødselsdagsstil. Alle hans gamle klassekammerater kluklo – det var godt nok noget af en prank. Hvad de ikke vidste, var at det slet ikke var nogen prank. Hele dagen var nemlig i ballonernes tegn, og det gik ud over alt forventning.
Efter Michael havde fået åbnet gaver, og vi havde fået spist noget god mad, så smed jeg bomben og bad om alles opmærksomhed. Jeg var spændt på, hvordan de tog det. Jeg bevægede mig over til stikkontakten med bankende hjerte – det var nu eller aldrig!
Hvad dælen, lyser ballonerne??
Jeg slukkede lyset og til alles overraskelse og glæde var alle balloner i huset LED balloner – så hele rummet glødede op i de vildeste UV farver, og begejstringen ville ingen ende tage. Hold da op, der blev klappet og grinet.
Selv Michael måtte tage hatten af for det gennemførte tema. Stearinlysene blev blæst ud og resten af aftenen sad vi ellers og nød lyset fra de mange balloner, der lyste hele huset op. Ballontemaet var en succes!
Klar, parat – ballondans!
Som aftenen skred frem blev der kørt en del øl og vin indenbords, og kort før midnat blev Michael så tilpas fuld, at han mente, at så mange balloner havde han ikke set, siden han var knægt, og det burde man altså udnytte til en god omgang stopdans!
Jeg ved ikke, om det var promillerne eller barndommens nostalgi, der tog over på de sene timer, men der gik ikke længe inden hele selskabet havde fundet snor frem, og begyndte at binde balloner om anklerne på kryds og tværs. Nøj, hvor havde vi det sjovt.
Jeg valgte i bedste arrangør stil at være dommer i konkurrencen og sætte gæsterne sammen to og to. Der blev sat sjov musik på og talt ned: 3, 2, 1 og så var konkurrencen ellers i gang.
Som at være unge igen
Det kan godt være Michael mener, han er gammel tudse, og hans ungdom nu for alvor er slut. Men jeg har nu aldrig set ham hoppe, kaste sig, hinke og lave stunts, som han gjorde den aften. Eller grine så meget! Dagen efter købte han blomster til mig, og takkede mig for at give ham verdens bedste 40 års fødselsdag.
Så kære damer, hvis jeres mand derhjemme er nedslået over sin alder, så mind ham lige om, at alder bare er et tal. Det beviste vores temafest i hvert hjemme ved os. Og jeg indrømmer gerne vi tog en omgang ballondans med ungerne, da de kom hjem fra bedsteforældrene om søndagen. De synes dog stadig, vi er gamle!